Sigtelse: 70-årig gemte to ton hash på sin ejendom

Krimi
Norsk politi har fredag afholdt et pressemøde om sagen. Her fremvises noget af alt det hash, man har beslaglagt. (Foto: Foto: Poppe, Cornelius/Scanpix)

Tre danskere sidder lige nu fængslet i en stor hashsag, der trækker tråde til kriminelle markeder i Norge.

En 70-årig mand blev torsdag sigtet for at have opbevaret ikke mindre end to ton hash på sin ejendom syd for Holbæk.

Det skriver avisen Nordvestnyt.

Han er desuden sigtet for at have overdraget 240 kilo hash til en mand, der skulle smugle hashen til Norge.

Nordvestnyt skriver, at denne mand er identisk med en 51-årig dansk mand, som ifølge DR Nyheder og norske VG forleden blev anholdt i Norge.

Han blev sammen med endnu en dansker, en 67-årig mand, torsdag stillet for en dommer i Oslo og varetægtsfængslet i isolation i fire uger.

- Vi har pågrebet to danskere og sigtet dem for indførsel af et større parti hash til Norge. Det er over 100 kilo, sagde politiadvokat Håvar Undeland fra det norske kriminalpoliti, Kripos, torsdag aften til DR Nyheder.

Nordvestnyt skriver, at den 70-årige mand ved Retten i Holbæk nægtede sig skyldig i at have overdraget hash til den 51-årige.

Han erkendte sig dog delvist skyldig i at have opbevaret hash. Men han mente, at det kun var mellem 300 og 500 kilo.

Han blev varetægtsfængslet frem til 24. juli.

- Der er ikke nogen tvivl om, at vi står overfor en vældig stor narkotikasag, lyder det fra norsk politi på et pressemøde, skriver DR.

Ifølge DR's oplysninger anser norsk politi sagen for at være stor. Dels på grund af de store beslaglæggelser, dels fordi man mener at have afdækket en smugleråre, der længe har været brugt.

Der er i alt ni personer anholdt i sagen, der har fået navnet "Hybris", som betyder overmod.

Ifølge DR kom det også frem, at der har været tale om jævnlige leverancer, og at stofferne er blevet modtaget i bandemiljøet i Norge.

Sagen er blevet efterforsket i et halvt års tid, og undervejs har politiet i Danmark og Norge samarbejdet.

/ritzau/