I sit podcast-program "Sitter" raser radiovært m.m. Signe Lindkvist over de danskere der har været i Dubai.
"Kæmpeidioter" kalder hun de influencere, sportsstjerner, iværksættere og andre kendte danskere - og således også Venstre-profilen Michael Aastrup Jensen og hans hustru Anne-Mette Jensen.
Signe Lindkvist kalder deres handlinger for "fucking usolidariske", og har således sluttet sig til den voksende skare af kritikere, som tæller blandt andre statsminister Mette Frederiksen og bloggeren og realitystjernen Mascha Vang.
- Jeg bliver så træt, specielt fordi det nu viser sig, at der formodentlig er én af dem - eller en anden fucking spade og idiot - der har taget en ny mutation med hjem fra Dubai, som er den afrikanske, eller hvad fanden ved jeg, raser Signe Lindkvist ifølge Se og Hør blandt andet i podcasten.
Hun går så vidt til at sige, at hun ikke er bleg for at tage sagen i egen hånd:
- Hvis den mutation resulterer i, at vi skal gå i tre uger mere isolation, så opsøger jeg fucking Michael Maze og Nicklas Bendtner og Diamantprinsserne og hvad fanden de hedder, siger hun og dæmper truslen til, at hun "stikker [...] dem et ordentlig møgfald".
Mette Frederiksen var noget mere afdæmpet i sin kritik. "Jeg tror, jeg skal pålægge mig selv lidt restriktioner, inden jeg udtaler mig om det", sagde hun og tilføjede:
- Der er en grund til, at verden er gået i rød, og at vi anbefaler, at folk ikke rejser ud. Der er en grund til, at vi over for alle, inklusive dansk erhvervsliv, som vi lever af i dette land, virkelig anmoder om, at vi ikke rejser ud, sagde hun videre under debatten.
Siden er statsministerens kollega på Christiansborg Michael Aastrup Jensen kommet hjem fra en tur til Dubai, mens eks-fodboldspileren Nicklas Bendtner på Instagram fortæller, at han er fanget i Dubai i det flyveforbud, der er blev indført fredag.
Mascha Vang er også oppe i det røde felt og siger til Ekstra Bladet, at hun ikke vil "rende rundt og lege politimand. Men jeg har en helt klar holdning til, hvordan folk bare rejser rundt":
– Vi har da et ansvar for hinanden, og der er da ingen, som synes, at det er en morsom situation, siger hun og tilføjer:
- Vi har da alle sammen lyst til at tage på ferie og få noget sol, men man kan ikke kun tænke på sig selv.