Det sidste stykke af spiret til det nye tårn One World Trade Center i New York er blevet hævet flere hundrede meter op i luften og placeret på toppen af bygningen.
Fastsættelsen af spiret markerer en milepæl i genopbygningen af World Trade Center, der blev lagt i ruiner ved terrorangrebet 11. september 2001.
Et amerikansk flag vajer nu fra toppen af spiret over bygningen, der er på 104 etager.
Bygningen One World Trade Center, der måske er bedre kendt under navnet Freedom Tower, bliver den højeste bygning i USA med dets 541 meter. Det svarer til 1776 fod, hvilket er en patriotisk reference til året, hvor USA blev uafhængig.
Tårnet er det første af fire bygninger, der udgør det nye World Trade Center bygningskompleks. Det anslås, at genopbygningen vil koste over 22 milliarder danske kroner.
Det forventes, at tårnet åbner til næste år.
/ritzau/dpa