I 38 år stod Michael Bundesen i spidsen for det folkekære band Shu-bi-dua. Men for syv år siden sluttede det brat. Forsangeren fik to blodpropper i hjernen, og bandet stoppede.
Meldingerne fra lægerne var allerede fra start dystre. Han fik nemlig at vide, at han skulle forvente at blive lam og få talebesvær.
I dag ved han, at han ikke kommer til at stå på en scene og optræde igen. Men selvom han elskede tiden med Shu-bi-dua, er han ikke ked af det. Det fortæller han i et stort interview med Politiken i forbindelse med lanceringen af hans nye bog Alting har en ende.
- Jeg er skabt sådan, at jeg affinder mig med omstændighederne. Det har jeg altid gjort, også når Shu-bi-dua havde de største kriser, fortæller han til Politiken.
Det afholder ham dog ikke fra at drømme om igen at optræde. Da han i 2013 modtog Ifpi's ærespris ved Danish Music Awards mærkede han lidt af suset. Men det er scenen på Langelandsfestivalen, han især drømmer om at være tilbage på. I kørestol vel at mærke.
- Jeg kunne forsvinde helt ind i mig selv, når jeg stod der og gik et halvt skridt frem på catwalken. Så stod jeg bare der, og det var mig, bandet og publikum, fortæller han til Politiken.
Den nye bog afslører ikke nye detaljer om de stridigheder, der gennem tiden har været internt i bandet, og som har ført til flere udskiftninger. Han fortæller dog, at han i dag kun har kontakt med Michael Hardinger og multiinstrumentalisten Ole Kibsgaard – også kendt fra Kaj & Andrea, der erstattede Hardinger. Men det har han det fint med, understreger han.
En ting, han fortryder, er dog, at bandet ikke skrev flere kærlighedssange.
- Vi var fem-seks mand sammen, og ingen af os var særligt gode til at skrive om kærlighed. Det var altid med en lille distance, fortæller han til Politiken.
Michael Bundesen ved godt, at hans musik vil blive husket lidt endnu - også selvom der ikke var flere kærlighedssange imellem. Til Politikens spørgsmål om, hvordan han selv vil huskes, svarer han:
- Jeg vil gerne huskes som et venligt og varmt menneske, som frem for alt var musiker.