Shu-bi-dua-legende er kæreste med radiovært
Bosse Hall Christensen har en fortid i Shu-Bi-Dua og Roxanne Tirkov var med i Robinson Ekspeditionen i 2000. Foto: Claus Bech og Bent K. Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
"Roxanne og Bosse er nu officielt blevet kærester", sådan skriver medstifteren af Shu-bi-dua, Bosse Hall Christensen, på Facebook.

Den tidligere trommeslager og medstifter af Shu-bi-dua, Bosse Hall Christensen, har slået sig sammen med den 16 år yngre Roxanne Tirkov.

Roxanne Tirkov er radiovært på Copenhagen FM og overfor Ekstra Bladet beskriver den nu 69-årige musiker og foredragsholder sin kæreste således:

- Hun ser pisse godt ud. Hun er meget dragende, og når det første indtryk lægger sig, finder man ud af, at hun har en fantastisk personlighed - hun har kant, hun indeholder det, som jeg synes er fedt; humor.

Parret fandt sammen i februar efter Bosse Hall Christensen havde været gæst i radioen hos Roxanne Tirkov.

De bor ikke sammen, og Bosse Hall Christensen afviser over for Ekstra Bladet, at aldersforskellen har betydning:

- For mig er alder ikke så vigtigt, og det er det heller ikke for hende. Det er et spørgsmål om, hvorvidt man er på bølgelænge, og om man forstår hinanden, siger han.

Bosse Hall Christensen gjorde onsdag forholdet til Roxanne Tirkov officielt, da han på Facebook skrev: "Så kan vi vist godt springe med nyheden ... Roxanne og Bosse er nu officielt blevet kærester".

Bosse Hall Christensen - i midten iført lys skjorte og mørk jakke - var i 1973 med til at danne legendariske Shu-Bi-Dua. På billedet ses desuden (fra venstre) Claus Asmussen, Michael Hardinger, Willy Pedersen, Kim Daugaard, Michael Bundesen og Morten Langebæk. Foto: Aage Sørensen/Ritzau Scanpix (arkiv)