- Ro på.
Denne besked sender SF's udenrigsordfører Steen Gade til Danmark som Grønland, før et politisk flertal skrotter 25 års dansk nultolerancepolitik over for uran og tillader minedrift af uran sammen med sjældne jordarter i Kvanefjeld i det sydlige Grønland.
- Jeg vil mane til, at der skal mere ro på. Vi ved ikke, om Grønland vil ændre sin beslutning. Når eller hvis Grønland tager en sådan beslutning, opstår der en diskussion om sikkerhedspolitik, som Danmark aldrig har drøftet, siger Steen Gade.
- Det kræver en grundig analyse og vurdering. Det vil være en ny position både for Grønland og Danmark, hvis man skulle ændre på det, siger han.
I Folketinget støtter et politisk flertal af S, R, DF, K og LA ifølge Politiken uranbrydning, hvis Grønland ønsker det. Beslutningen bakkes ifølge avisen op af både statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og vicestatsminister Margrethe Vestager (R).
- Er du som SF'er uenig med stats- og vicestatsministeren?
- Jeg kender ikke til, at der er en regeringsbeslutning om det. Fordi Politiken skriver noget, behøver det ikke at være rigtigt. Jeg prøver at tale til besindighed og ro på.
- Sikkerhedspolitisk er det en stor ændring af Danmarks position til spredning af uran og risikoen for, at uran kommer i de forkerte hænder. I Grønland er der en diskussion om risici ved brydning af affald, siger Steen Gade.
Han påpeger, at sagen om uranbrydning indgår i den grønlandske valgkamp, hvor spørgsmålet ikke er afklaret. Hidtil har Grønland og Danmark været imod uranbrydning, påpeger SF's udenrigsordfører.
Han afviser, at det er neokolonialistisk at forhindre Grønland i at bryde uran.
- Er der nogen, der forsvarer grønlandsk minedrift og storskalaloven, så er det mig og SF, siger Steen Gade.
/ritzau/