Lange arbejdsdage på filmsettet, stressede aftener på scenen og dårlig tid til lektierne. Mange børn drømmer om det sjove liv i underholdningsbranchen, men legen kan også være hårdt arbejde.
Derfor foreslår SF's beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge, at forbedre vilkårene for børn i underholdningsbranchen.
- Børnene er på arbejde, ligesom de voksne er på arbejde. Men mens de voksne har regler og rettigheder, har børnene ingen. Det vil vi lave om på, siger Karsten Hønge.
SF's forslag læner sig op ad en nylig rapport fra Børnerådet, der advarer om, at børn i underholdningsbranchen har problemer med at koordinere deres arbejdsliv med deres skolegang og privatliv.
De lange dage på filmsettet eller i tv-studiet kan gå ud over skolen. Samtidig kan der være dårlige kontrakter og uklarheder om, hvilke rettigheder man har som barn, konkluderer rapporten.
Børnerådets formand, Per Larsen, har advaret om, at nogle arbejdspladser bryder loven og ikke tager tilstrækkeligt hensyn til børnene.
Han mener blandt andet, at det bør være Arbejdstilsynet - og ikke politiet - der udsteder arbejdstilladelser til børn under 13 år. Det samme foreslår SF, der også vil lade børn i talentshows være beskyttet af arbejdsmiljøloven.
Derudover skal børn under 13 år og deres forældre have klageadgang, hvis de er utilfredse med noget på arbejdspladsen, lyder forslaget.
Hvorfor vil I lovgive - er det ikke forældrenes ansvar?
- Jo, det er det, så længe det er leg og hygge. Men her har vi jo eksempler på, at det bliver almindeligt arbejde, og så skal de almindelige regler gælde, siger Karsten Hønge.
- Børnene er vant til at gøre, hvad de voksne siger. Og de vil jo nødigt brokke sig, fordi de er glade for overhovedet at være med. Så de er de svage parter, og dem skal vi lave et værn omkring.
SF's forslag til folketingsbeslutning pålægger regeringen inden sommer at fremsætte et forslag på området.
/ritzau/