Der er ikke mange, der kører rundt med en boltsaks i bilen. Men det gør brandvæsnet med sikkerhed.
Sådan kan en mand på Skelvangsvej i Randers i panik have tænkt tidligt i morges.
Under alle omstændigheder gik alarmen klokken 06.29 hos Beredskab og Sikkerhed Randers.
- Vi blev kaldt ud til en etageejendom i Skelvangsvej, hvor vi blev mødt af en mand, der hang fast i et par håndjern. Der var ingen nøgle, så vi endte med at klippe håndjernene op med en boltsaks, fortæller indsatsleder Christian Nøddelund fra beredskabet til Randers Amtsavis.
Christian Nøddelund konstaterer, at opgaven skiller sig ud fra normalen:
- Jeg har i hvert fald aldrig prøvet noget lignende.
Hvorfor manden var låst fast i et sæt håndjern, melder historien ikke noget om, men ifølge Randers Amtsavis var beredskabets ankomst kulminationen på en sexleg.