Fredag aften blev det serbiske fodboldlandshold blæst ud af egen bane med et 1-3-nederlag af et tændt dansk landshold i kvalifikationen til EM.
Nederlaget blev for meget for den serbiske forsvarsstjerne Branislav Ivanovic, der efter kampen lod sin utilfredshed gå ud over holdkammeraterne.
- Vi ser os selv som store stjerner, og vi tror altid, at vi er bedre end de andre. Det er meget dårligt at have den attitude.
- Spillerne er tydeligvis ikke klar over, hvad det vil sige at tage en serbisk trøje på og spille for landsholdet. Sådan har det været i mange år, og vi kan ikke fortsætte på den måde, siger Ivanovic ifølge Reuters.
Chelsea-stjernen Nemanja Matic var ligesom sin holdkammerat meget frustreret efter nederlaget til Danmark.
- Vi er simpelthen ikke gode nok.
- Vi bliver nødt til at være realistiske og prøve at holde os til en 10-års plan ligesom mange andre landshold gør. Belgien er et godt eksempel. De gennemgik en lang periode uden succes, og nu er de et af de meste frygtede hold i Europa, siger Matic.
Med fredagens 1-3-nederlag ser det nu svært ud for Serbien i EM-kvalifikationen.
Efter skrivebordskampen mod Albanien, hvor serberne fik tildelt en 3-0-sejr og efterfølgende fik fratrukket alle tre point igen, har Serbien kun et point efter tre kampe og ligger næstsidst i gruppe I.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.