Sent opdaget sprinttalent vil jagte flere rekorder

Sport
Ole Nielsen (Foto: Ole Nielsen/Ritzau Scanpix)

Mathilde U. Kramer drømmer om et 2019 med flere danmarksrekorder og en synlig vej mod OL i Tokyo.

Lørdag slog den 25-årige sprinter Mathilde U. Kramer den 31 år gamle danske rekord på 60 meter, da hun krydsede målstregen efter 7,36 sekunder ved et stævne i Sverige.

- Det er vildt, overvældende, uforståeligt lidt også måske, men dejligt, siger Kramer, som samtidig sikrede sig billetten til indendørs-EM i Glasgow til marts.

Dermed indfriede hun meget tidligt i sæsonen sine to første mål, som var EM-deltagelse og danmarksrekord, men står det til den ambitiøse sønderjyde bosat i København står endnu en rekord for fald i år.

Det er den endnu ældre rekord på 100 meter på 11,42 sekunder, som Dorte Wolfsberg (tidligere Rasmussen) satte i 1983.

- Vi lægger i hvert fald planen efter det, siger Mathilde U. Kramer.

- Især nu hvor jeg har klaret EM-kravet så tidligt, så kommer vi til at justere lidt i planen, så der ikke kommer til at være så mange konkurrencer, men mere fokus på træning og så at formtoppe op mod EM.

- Så vi kan arbejde direkte videre på også at løbe stærkt på 100 meter, når sæsonen slutter.

Hendes personligt bedste lige nu er 11,59 sekunder, men da hun er startet sent med sporten, kan der være mange forbedringer og år endnu.

- Min atletikalder er relativt ung, fordi jeg først startede som 18-årig. Derfor satser vi på, at der er flere år i mig, fordi min træningserfaring, træningsmængde og træningshistorik ikke er så stor, forklarer hun.

- Det er først inden for de sidste to år, jeg er begyndt at vænne mig til at kunne holde til meget og tung træning. Det er først nu, vi er begyndt at kunne putte mængde i mit træningsprogram.

Ved siden af atletikken læser hun Idræt på Københavns Universitet til daglig. Og det havde sat sit præg på optakten til rekordløbet i svenske Lund.

I mange dage frem mod stævnet havde hun hovedet begravet i computeren og den bacheloropgave, der skulle afleveres tirsdag, hvorfor opladningen var alt andet end perfekt.

Hun håber på i fremtiden at kunne løbe sig til noget støtte fra Team Danmark og sponsorer, fordi det vil give hende muligheden for at fokusere fuldstændig på atletikken og den helt store drøm.

- Det er ingen hemmelighed, at OL er et drømmemål. Om det er realistisk, må tiden vise, siger hun.

- Men EM udendørs på 100 meter er i hvert fald et mere realistisk mål for 2020. Det er et mål, hvor jeg tænker, at det bør komme, og OL tænker jeg, at det ville være det vildeste, hvis det kom.

Hun ved godt, at der fortsat er et godt stykke til de tider, som verdenstoppen løber, men landsmanden Sara Slotts præstationer med blandt andet OL-sølv i 400 meter hæk i 2016 har øget troen på, at OL-drømmen kan realiseres.

Og skulle det glippe i 2020, gør hendes sene start i sporten, at hun ikke udelukker et længere sigte.

- Lige nu kører vi efter en 2020-plan, fordi der både er EM i Paris og OL i Tokyo, fortæller Mathilde U. Kramer.

- Men lige nu er min motivation helt i top, så som det ser ud nu, vil jeg sige, at jeg vil gå efter et OL i 2024 også.

Hendes kommende opgaver forud for indendørs-EM 1.-3. marts er konkurrencer i Malmø om to uger, landskamp i Oslo 10. februar og DM i Skive 16.-17. februar.

/ritzau/