Seniorer hitter på arbejdsmarkedet: Vinder jobfest foran de unge

Flere og flere danskere kommer i arbejde. Langt størstedelen af dem er over 50 år. De unge har stadigvæk sværere ved at få fodfæste.
Selvom ledigheden er lav, er de unge stadig hårdt ramt.
Selvom ledigheden er lav, er de unge stadig hårdt ramt. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

De sidste fire år har der været jobfest på det danske arbejdsmarked. Mange er kommet i arbejde, og ledigheden er kommet ned på 4,1 på procent - samme niveau som før finanskrisen i 2008.

Selvom ledigheden er faldet blandt hele befolkningen, er det blandt seniorerne, hvor fremgangen er mest markant. Hele 78 procent af fremgangen i beskæftigelsen de sidste fire år skyldes personer over 50 år. Det skriver Berlingske.

Ifølge underdirektør i Dansk Industri, Steen Nielsen, skyldes fremgangen først og fremmest, at der er blevet flere af de ældre og færre af de unge. Derudover skyldes den også et skift i kulturen om, hvornår danskerne trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

- Virksomhederne har brug for mange medarbejdere i de her år, fordi det går så godt med økonomien, og virksomhederne har stor efterspørgsel. Her er en af de store ressourcer personer over 50 år, siger Steen Nielsen til Berlingske.

Vi skal huske de unge

Selvom ledigheden er lav, og det går godt med at få dem over 50 i arbejde, så er det en skæv udvikling, der ses. Ledigheden blandt unge er stadig højere end før finanskrisen.

Derfor mener cheføkonom i Dansk Erhverv Steen Bocian, at man skal kigge på, om vi uddanner de unge til de rette job, og om uddannelserne i tilstrækkelig grad gør de unge klar til at komme ud på arbejdsmarkedet.

- Derudover kan man diskutere, om uddannelsesaktivering for de unge holder dem uden for det ordinære arbejdsmarked, da de måske søger mindre aktivt, end de ellers ville have gjort, siger Steen Bocian til Berlingske.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.