Det italienske storhold AC Milan fik en sejr i Champions League-premieren mod Celtic.
Publikum i Milano måtte dog gå grueligt meget igennem, før italienerne på to mål i de sidste 10 minutter sikrede en 2-0-sejr i gruppe H.
Cristian Zapata og Sulley Muntari sørgede for målene, da det ellers så ud til, at Celtic kunne få et fortjent point med hjem til Skotland.
Første halvleg af kampen i Milano var en decideret sløj omgang.
Milan kunne slet ikke komme op i tempo, og det passede det gæstende hold fra Glasgow ganske fint.
Antonio Nocerino skød over mål for hjemmeholdet, og Mario Balotellis afrettede skud voldte Celtic-målmanden Fraser Forster problemer, men så er højdepunkterne fra de første 45 minutter vist også remset op.
Anden halvleg blev noget bedre, men det kunne næsten heller ikke være anderledes.
Efter 50 minutter trak Georgios Samaras sig flot fri, men hans afslutning gik lige forbi Milan-målet, der blev vogtet af veteranen Christian Abbiati.
Senere i halvlegen leverede skotterne et flot kontraangreb, men Scott Brown var ikke den rette mand til at afslutte.
Milan havde også sine muligheder, blandt andet da Sulley Muntari headede over mål fra tæt hold.
Stjernespilleren Mario Balotelli gjorde sig mest bemærket med sine opgivende attituder mod holdkammeraterne.
Milan, der er kommet halvsløjt fra start i den italienske Serie A, havde mange spillere skadede, blandt andre Stephan El Shaarawy og Kaka.
10 minutter før tid ramte Anthony Stokes Milans overligger på et frispark, men kort tid efter kom hjemmeholdet foran.
Cristian Zapata sendte bolden i mål, og fire minutter senere fulgte Sulley Muntari op på Mario Balotellis velplacerede frispark.
I den anden kamp i gruppen vandt FC Barcelona 4-0 hjemme over Ajax.
/ritzau/