Det er cirka ni måneder siden, at de sidste olympiske medaljer ved OL i Rio blev delt ud, men allerede nu er mere end 130 af medaljerne sendt retur for at blive renset for blandt andet rust og sorte pletter.
Det oplyser Mario Andrada, talsmand for OL-arrangøren, ifølge Reuters. Flere af medaljerne er fra de paralympiske lege.
- Det mest normale problem er, at medaljerne er blevet tabt, mishandlet, begyndt at rustne eller har fået sorte pletter, siger talsmanden.
- Et andet, mindre problem er, at cirka ti medaljer har været udsat for ekstrem kulde, tilføjer han.
Allerede i oktober fik arrangøren nys om, at der var problemer med medaljerne. Dengang udtalte man, at det var "helt normalt".
Det er særligt bronzemedaljerne, som bliver sendt retur til for at blive renset. Bronze- og sølvmedaljerne fra Rio består af 30 procent genbrugsmaterialer.
I alt blev der fremstillet 2488 medaljer til sommerlegene og de paralympiske lege.
Ved de to olympiader vandt Danmark medaljer i 22 discipliner.
/ritzau/Reuters