Den 15. december åbner verdens første femstjernede luksushotel for hunde i den tyske by Freisig nær München.
Hotellet, der hedder Canis Resort, råder over ni 45 kvadratmeter store hytter med plads til fem hunde i hver. De "logerende" kan også færdes udenfor og deres ejere kan følge deres luksusophold på web-cam.
De firbenede gæster kan boltre sig på en 350 kvadratmeter stor legeplads, og et ophold inkluderer desuden pasning og pleje, træning og massage af professionelle hundepassere.
Prisen for en suite afhænger af hundens race, men grundprisen er den samme for alle hunde står der på hotellets hjemmeside. Det vil sige minimum 80 euro eller cirka 600 kroner for et døgns luksus til menneskets bedste ven.