Disney gav Selena Gomez hendes gennembrud i "Wizards of Waverly Place", men Justin Biebers ekskæreste indrømmer nu, at hendes første audition som barn var en katastrofe.
Dommerne var langt fra imponerede, skriver Female First.
- Jeg var faktisk enormt genert som barn, og min første audition gik ikke godt. Jeg var så akavet. Det var foran en hel flok jakkesæt hos Disney, og jeg følte, at jeg kiksede fuldstændig. Det tog mig lang tid at komme mig over det, siger hun til i-D Magazine.
Selvom Selena Gomez følte, hun ødelagde det hele ved den dårlige audition, begyndte det hurtigt at gå den rigtige vej.
Hun fik sin første rolle allerede som syvårig, hvor hun spillede med i den amerikanske børnetv-serie "Barney and Friends".
Siden blev hun opdaget af Disney, hvor hun blev kendt i rollen som teenageren Alex med magiske kræfter i "Wizards of Waverly Place".
Ikke nok med at hun har godt gang i skuespilkarrieren, så udgav hun også sit første album "Kiss and Tell" i 2009.
/ritzau/