Ritzau
Opdateret kl. 09:46
Seks personer er dræbt i et angreb ved en militærbase i det sydøstlige Tyrkiet. Det oplyser tyrkiske sikkerhedsstyrker, som siger, at Kurdistans Arbejderparti (PKK) står bag.
Syv er såret.
Angrebet er sket i nærheden af en militærbase i provinsen Siirt, melder sikkerhedsstyrkerne. Det blev først rapporteret, at angrebet var sket på selve basen.
De dræbte er medlemmer af en lokal vagtmilits, som støtter tyrkisk militær.
Det fremgår ikke, hvornår angrebet fandt sted. Ifølge nyhedsbureauet Anadolu er fire soldater og tre fra vagtmilitsen såret.
PKK betragtes af både Tyrkiet, EU og USA som en terrorgruppe. Militante kurdere retter jævnligt angreb mod tyrkiske soldater og myndigheder i regionen.
Flere end 40.000 mennesker er dræbt under den blodige konflikt mellem Tyrkiet og PKK de seneste fire årtier.
Konflikten er de seneste år blusset op igen efter et sammenbrud i fredsprocessen i sommeren 2015.
Krigen i nabolandet Syrien har gjort konflikten yderligere kompliceret, da kurdiske styrker har ført an i kampe mod blandt andet Islamisk Stat. Kurderne har været en vigtig allieret til USA.
Det har været kilde til store spændinger mellem de to Nato-lande Tyrkiet og USA.
Skærtorsdag tilbød Frankrigs præsident at mægle mellem kurderne og Tyrkiet. Det tilbød han i forbindelse med et besøg i Élyséepalæet af en delegation fra Syriens Demokratiske Styrker (SDF), der omfatter kurdiske soldater.
Emmanuel Macron sagde, at han håber, at "en dialog kan indledes mellem SDF og Tyrkiet med hjælp fra Frankrig og det internationale samfund".
Det afviser Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, fredag formiddag.
- Vi afviser enhver bestræbelse på at fremme "dialog", "kontakt" eller "mægling" mellem Tyrkiet og disse terrororganisationer, skriver Ibrahim Kalin, som er præsidentens talsmand, på Twitter.
/ritzau/Reuters