En militærdomstol i Gazastriben har dømt fem mænd og en kvinde til døden, fordi de er kendt skyldige i at have samarbejdet med Israel.
Yderligere otte tiltalte har fået andre straffe.
Det oplyser Indenrigsministeriet i den palæstinensiske enklave.
De i alt 14 dømte var tiltalt for at have "kollaboreret" med Israel. Det er noget, man ser på med største alvor i Gaza, hvor den militante Hamas-bevægelse sidder tungt på magten.
- Kollaboratører må forstå, at besættelsesmagten (Israel, red.) ikke vil være i stand til at beskytte dem, siger en talsmand for Indenrigsministeriet i Gaza, Iyad al-Bozum.
Den dødsdømte kvinde, som kun er kendt under fornavnet Amal, blev dømt i sit fravær. Hun skal ifølge domstolen have opfordret sin nevø i Gaza til at arbejde sammen med Israels efterretningstjeneste.
Dommene kommer tre uger efter, at en påstået hemmelig israelsk celle blev opdaget i Gaza.
Hamas siger, at israelske soldater kørte ind i området i et civilt køretøj sent søndag og udvekslede skud med medlemmer af den islamistiske gruppe.
Otte blev dræbt under skyderiet.
Efterfølgende affyrede Hamas hundredvis af raketter mod Israel, hvilket fik Israel til at svare igen med adskillige luftangreb, inden parterne nåede frem til en våbenhvile.
De domme, der blev afsagt mandag, har imidlertid ikke noget at gøre med disse uroligheder.
Hamas og dets allierede blandt de militante grupper i Gaza har siden 2008 udkæmpet i alt tre krige mod Israel.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP