SENESTE:
Politi i Thailand siger onsdag, at forgiftning med cyanid sandsynligvis er årsagen til, at seks personer - som onsdag blev fundet døde på et hotel i Bangkok - mistede livet.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det lyder samtidig, af en af de seks døde personer er mistænkt for at stå bag forgiftningerne.
På et pressemøde oplyser politiet, at der er blevet fundet cyanid på flere vandglas samt på en vandkaraffel, som stod på hotelværelset.
Pårørende til de dræbte har til politiet samtidig berettet, at personerne havde en gældsrelateret konflikt.
Alle seks personer har vietnamesisk baggrund, men ifølge CNN havde to af dem også amerikansk statsborgerskab.
De blev fundet døde på et hotelværelse på femte sal på det eksklusive hotel Grand Hyatt Hotel i den thailandske hovedstad.
Ligene blev fundet af hotelpersonale, da personerne med 24 timers forsinkelse stadig ikke havde checket ud af værelset.
Inden meldingen om fundet af giftstoffet cyanid havde politiet i forvejen sagt, at der ikke var nogen tegn på, at der var tale om et røveri.
Det lød samtidig, at ingen af ligene viste tegn på at være blevet udsat for fysisk vold. Politiet mistænkte heller ej, at "de havde gjort sig selv ondt".
Cyanid er et hurtigtvirkende og potentielt dødeligt kemikalie. Det kan optræde i flere former - blandt andet som en farveløs gas, der er mest farlig - eller i krystalliseret form.
Det siges, at cyanid kan have en lugt af bitre mandler. Men det lugter ikke altid, og ikke alle kan opfange lugten. Hvis man bliver udsat for cyanid, forhindrer giften kroppen i at bruge ilt. Det får cellerne til at dø.
Hovedpine, kvalme og opkast er blandt tegnene på, at man er blevet udsat for cyanid....
Bagagen var blevet hentet, men gæsterne kom aldrig til checkout på luksushotellet Grand Hyatt Erwan Hotel i den thailandske hovedstad, Bangkok. Da personalet undersøgte sagen, fandt de seks personer døde – fem på et værelse og en uden for.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
I første omgang lød melding om en mulig skudepisode. Men det afvises af det lokale politi, som nu undersøger sagen.
Gæsterne havde bestilt både mad og drikke via roomservice, men havde ikke spist maden. Drikkevarerne var dog blevet konsumeret, og de afdøde blev fundet med skum omkring munden.
Der var ingen tegn på slagsmål eller eventuelt røveri.
De afdøde, tre kvinder og tre mænd er alle af asiatisk herkomst. Fire af dem fra selve Vietnam, mens de to sidste er amerikanske statsborgere af vietnamesisk oprindelse.
Hændelsen kommer, mens Thiland er i fuld gang med at booste turisme-sektoren oven på Covid-19.
Derfor har landets premierminister beordret alle parter til at træffe foranstaltninger, så episoden undgår at påvirke netop den fremtidige turisme.