Seks mænd er blevet tiltalt for at have indført, modtaget eller overdraget op mod 93 kilo kokain fra Holland til Danmark.
Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ifølge anklageskriftet er to af mændene tiltalt for at have planlagt og foranlediget indsmugling af 93 kilo kokain fra Holland til Danmark.
To er tiltalt for at have indsmuglet henholdsvis 41 og 52 kilo kokain.
De sidste to mænd er tiltalt for medvirken til indkøb og håndtering af henholdsvis 16,5 og 22,97 kilo kokain.
Forud for tiltalen går længere tids politiarbejde.
Den 11. december 2018 gennemførte Midt- og Vestjyllands Politi en omfattende politiaktion, som bredte sig over flere af landets politikredse.
Her blev nogle af sagens bagmænd anholdt og efterfølgende fængslet.
Således blev en nu 30-årig hollandsk mand og en 40-årig syrisk mand varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør dagen efter politiaktionen.
De er begge bosat i Silkeborg.
De øvrige tiltalte er tre mænd fra Ukraine, som er henholdsvis 44, 30 og 37 år, samt en 36-årig syrisk mand med adresse i Silkeborg.
Førstnævnte mand fra Ukraine blev anholdt et halvt år før politiaktionen og fængslet for indsmugling af kokain.
Senere blev de to øvrige ukrainere varetægtsfængslet in absentia - altså uden at være til stede ved et grundlovsforhør.
Der blev i den forbindelse udstedt en europæisk arrestordre på dem, de blev senere anholdt i Polen og udleveret til Midt- og Vestjyllands Politi.
Det skete i april, hvor de også blev varetægtsfængslet.
Endelig førte den videre efterforskning til, at den 36-årige syrer blev varetægtsfængslet i slutningen af juni.
Alle seks tiltalte nægter sig skyldige.
Midt- og Vestjyllands Politi har ikke ønsket at fortælle yderligere om efterforskningen af sagen og om de tiltalte.
Det skyldes, at de foreløbige grundlovsforhør har fundet sted for lukkede døre.
Sagen om håndteringen af 93 kilo kokain skal behandles ved Retten i Viborg. Der er afsat 20 dage til retssagen, som begynder 16. december.
Dommen ventes 23. marts 2020.
/ritzau/