300 mennesker går netop nu fra dør til dør i håbet om at finde 17-årige Emilie.
- Vi deler området op i små bidder og sender 5-6 personer af sted for at vende hver en sten. Hvis vi kan finde en telefon eller bare en ørering, der kan hjælpe dem (politiet, red.) i efterforskningen, så er det en succes, siger Lars Jensen, der er indsatsleder i Missing People, om dagens eftersøgning til TV2.
Emilie er sidst set på Korsør Station tidligt søndag morgen, hvor hun sagde farvel til veninder, hun havde været i byen med. I stedet for at tage en taxi hjem, valgte hun at gå hjem. Siden har familie og veninder ikke hørt fra hende.
Eftersøgningen er arrangeret af den frivillige organisation Mising People i samarbejde med Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der allerede har ringet på dørklokker som led i deres efterforskning.
Den forsvundne pige har vakt Facebooks opmærksomhed og mange giver deres trøstende ord med. Det sker for eksempel i den offentlige gruppe: Eftersøgningen af Emilie Meng.
Ingen spor
Eneste officielle spor i sagen har været rygter om Facebook-aktivitet og vidner, som har set hende, men intet har påvist livstegn.
I aftes publicerede familien et offentligt brev til Emilie i håb om, at det når frem til hende.
- Kære Emilie
Vi savner dig rigtig meget. Du bliver 18 år her d. 31 juli (det er altid nemt at huske datoen, fordi din moster har fødselsdag samme dag). Lige meget hvad der er sket, så er der intet, der er så slemt, at vi ikke kan klare det sammen. Så Emilie, hvis du sidder derude og læser med.. Vær nu sød at komme hjem igen.
Fra hele din familie, lød det blandt andet.