Morten Helveg Petersen (R) har ikke mange roser til overs til Se og Hør for tiden.
Da BT fremlægger ham en mail, hvori ugebladet diskuterer om de vil bruge oplysninger om den daværende folketingspolitikers kreditkort, får Se og Hør disse ord med på vejen:
"Det er rene stasi-metoder, Se og Hør har brugt. De har tilsyneladende gennem flere år systematisk overvåget et stort antal kendte på det her, og det er ligesom i Østeuropa. Det er virkelig rædselsfuldt at tænke på," siger Morten Helveg Petersen.
Se og Hør skrev aldrig om Morten Helveg Petersens tur til Rom i 2008, som ugebladet så dokumenteret gennem kreditoplysningerne.
Til gengæld kunne de samme år skrive en historie, udelukkende på baggrund af kreditkortoplysninger, om, at Morten Helveg Petersen var sammen med tv-værten Line Baun Danielsen i Berlin. I øvrigt i forbindelse med et Nato-topmøde.
På ’statsbetalt elskovsferie’, som bladet kaldte det.
"Det her er så grænseoverskridende. Det er vildt ubehageligt og mærkeligt at se sort på hvidt, hvordan folk på Se og Hør har siddet og vendt mine dybt private oplysninger," siger Morten Helveg Petersen.
Læs historien på bt.dk