Det tangerede til at være et royalt bryllup, da hertuginde Kates søster, Philippa "Pippa" Middleton, lørdag sagde ja til den velhavende finansmand James Matthews.
Bryllupsrejsen tilbringer det nygifte par i øjeblikket også i ægte royal stil i Fransk Polynesien, hvis man sammenligner med en liste, som mediet People har samlet over royale bryllupsrejser.
På listen er eksotiske destinationer som Afrika og Fiji populære destinationer, når de kongelige gennem tiden har valgt destinationen for deres første ferie sammen som mand og kone.
Det britiske par hertuginde Kate og prins William tilbragte deres første tid som ægtefolk på en solferie på Seychellerne efter deres bryllup i 2011.
Det samme gjorde svenske prinsesse Madeleine, da hun to år senere blev gift med forretningsmanden Christopher O'Neill.
Præcis som Pippa Middleton tog Sveriges kronprinsesse Victoria og prins Daniel på bryllupsrejse til Fransk Polynesien, mens prinsesse Sofia og prins Carl Philip tilbragte deres bryllupsrejse på Fiji i Stillehavet.
De royale danske bryllupsrejser har for kronprins Frederiks og kronprinsesse Marys vedkommende været tilbragt i Afrika.
Prins Joachim og prinsesse Marie, der onsdag kan fejre deres niårs bryllupsdag, tilbragte derimod deres bryllupsrejse i den canadiske vildmark.
/ritzau/FOKUS