Flere togperroner kommer til at stå tomme til sommer.
Bane Danmark har nemlig planlagt store fornyelses- og renovationsprojekter i foråret og sommeren.
Specielt for pendlere, der kører fra København mod Køge, bliver det slemt.
Her vil der i en periode slet ikke køre toge.
Det beklager DSB, der i perioder bliver nødt til at indsætte togbusser.
- Vi anerkender, at det her giver gener for kunderne, men vi skal nok sørge for at få folk frem på den bedst mulige måde, siger informationschef i DSB Tony Bispeskov til Avisen.dk.
Også på strækningen mellem Roskilde og Odense vil de rejsende i perioder blive nødt til at tage togbusser.
Fra den 4. til 8. maj vil der slet ikke køre toge mellem Roskilde og Odense.
Tryk på strækningerne, for at se mere
Kortet viser de to strækninger, der bliver påvirket mest af sporarbejde. Andre strækninger bliver også påvirket.
Østfyn bliver hårdt ramt
Informationschefen fortæller, at arbejdet på togbanerne er blevet lagt i de perioder, hvor det kommer til at genere færrest.
- Det meste af det her sporarbejde rækker ind over sommerferien. Der er også perioder uden for ferien, siger Tony Bispeskov.
Især pendlere mellem Nyborg og Odense vil blive hårdt ramt.
Her skal 17 km skinner fornys, og tre broer ombygges.
Det vil betyde længere togtider mellem de to stationer fra slutningen af april til august.
Køge Bugt Banen rammes også
Skal man til og fra Køge, er der også grund til at tjekke Rejseplanen en ekstra gang.
Fra den 4. juli og frem til den 28. august fornyer Banedamark jernbanen på Køge Bugt Banen.
Her må de 76.000, der dagligt tager S-toget, væbne sig med tålmodighed.
Det vil nemlig betyde, at strækningen fra Åmarken til Køge vil være helt lukket for toge fra 4. til 19. juli. I den periode skal man i stedet tage togbusser.
Fra den 20. og frem til 28. august vil noget af banen blive åbnet, så spærringen kun gælder fra Hundige til Køge.