Et voldsomt jordskælv ramte det nordlige Californien søndag, og det blev hurtigt fastslået, at det er det kraftigste i området i 25 år.
Indbyggerne flygtede ud på gaden, hundredetusindevis af mennesker stod uden strøm, adskillige bygninger blev beskadiget, og der opstod flere brande som følge af rystelserne. Men der blev ikke meldt om nogen omkomne.
Jordskælvets epicenter var i Napa-området, der er kendt for at producere vin, og her er rapporteret om adskillige efterskælv. Hovedskælvet blev målt til 6,0 på Richter-skalaen.
Myndighederne har erklæret undtagelsestilstand i området, mens der bliver ryddet op efter jordskælvet, der altså er det kraftigste i San Francisco-bugten, siden Loma Prieta-skælvet i 1989, der målte 6,9.