Kl. 10.55 blev Hillerød Brandvæsen sendt afsted med reduceret styrke til ild i et fritliggende udhus på Kulsviervej 38, i udkanten af Hillerød.
Kl. 11.05 er HSE’en (Hurtig Sluknings Enhed) fremme med indsatsleder, og her kan mandskabet se at der ikke er tale om et lille udhus, men derimod er tale om ild i et stort stråtækt hus, og der slås omgående alarm til alt mandskab i Hillerød om at komme til stedet med samtlige køretøjer.
Disse har formentlig været fremme på nogenlunde samme tid, små 10 minutter, og altså fremme med vand, stige, og ekstra brandmandskab omkring kl. 11.15 – 20 minutter efter første alarmudkald.
Naboer til den brændende ejendom oplyste til Local Eyes, at man havde skændtes med operatøren på 1-1-2 idet operatøren konsekvent sagde at Kulsviervej 38 ikke fandtes og ikke ville sende brandkøretøjerne uden et gyldigt vejnummer.
Ligeledes er der ingen forklaring på hvordan en stråtækt landejendom pludselig bliver til et lille fritliggende udhus – hvilket forsinker udrykningen og indsatsen katastrofalt.
Om den forsinkede indsats har haft betydning for udgangen af branden, nemlig en udbrændt landejendom, er det endnu umuligt at få oplyst.
Brandfolkene slæbte en del indbo ud af huset, mens andre knoklede med taget indtil flammerne brød igennem på husets nordlige side hvorefter taget kort efter styrtede sammen.
Isterødvejen var afspærret for al trafik i ca 1½ time grundet røgen fra branden.
Brandslukningen forventes at tage til først på aftenen.
Se flere videoer på Localeyes.dk