Lønnen faldt, og overførselsindkomsterne steg i 2012. Det viser nye tal over A-indkomsten fra Danmarks Statistik.
Den gennemsnitlige løn per lønmodtager i faste priser faldt i 2012 med 2700 kroner til 295.500 kroner. Desuden steg andelen af danskere med en A-indkomst under 300.000 kroner for fjerde år i træk fra 64,7 til 65,5 procent.
Helt sløjt ser det ikke ud: Antallet af danskere med en A-indkomst på over to millioner kroner er på 3976 personer - det er et beskedent fald på 320.
Samtidig steg pensionisternes gennemsnitlige pension med 1300 kroner til 165.800 kroner.
Stigningen i pensionerne skyldes både en stigning i den gennemsnitlige folke- og førtidspension, og at flere pensionister har egen pension.
Cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian, hæfter sig ved stigningen i antallet af personer med indkomster under 300.000 kroner - særligt i segmentet med indkomster på 150.000-300.000 kroner.
- Det svarer eksempelvis til niveauet for dagpenge. Til gengæld er der også færre med høje indkomster. Antallet af danskere med en A-indkomst på over to millioner kroner er faldet for andet år i træk.
- Krisen kan således både ses blandt de med høje indkomster og i antallet af danskere med lave indkomster, siger Steen Bocian i en skriftlig kommentar.
Han peger på, at indkomstudviklingen bekræfter det overordnede billede af dansk økonomi.
- Krisen har betydet, at vi danskeres indtægtsgrundlag er kommet under pres. I det lys er det ikke overraskende, at det private forbrug har haft svært ved at løfte sig i de senere år, siger han.
Puljes det hele sammen, faldt A-indkomsten med 7000 kroner i perioden fra 2008 til 2012, når der korrigeres for prisudvikling, tallene fra Danmarks Statistik.
Tallet dækker over et fald i lønnen på 15.000 kroner, mens A-indkomst som pension, dagpenge og kontanthjælp steg med 8000 kroner.
/ritzau/