Fredag blev der sat flere spektakulære verdensrekorder, da den 57-årige Alan Eustace lod sig flyve op i en luftballon fra New Mexico i USA. Og højere op end nogen ballonskipper nogensinde har været.
Det tog over to timer at nå op til den ønskede højde på over 41 kilometer, hvorfra Alan Eustace lod sig afkoble fra sin heliumballon og falde mod Jordens overflade.
I den specialdesignede rumdragt brød han lydmuren med en hastighed på 1322 kilometer i timen i et frit fald, der varede fire og et halvt minut.
Det supersoniske udspring endte lykkeligt, da Eustace uden komplikationer landede sikkert igen på Jorden.
Alan Eustace er senior vice president i Google, der nyder godt af omtalen, men som ikke direkte er involveret i projektet. Holdet bag hedder Stratospheric Explorer, og de har i årevis arbejdet på at udvikle udspringet som en mulig fremtidig attraktion, som almindelige mennesker, der kan betale for det, kan komme til at opleve.