Se den unikke video: Sådan fandt Forsvaret 3-årig pige og hund

Den kun 3-årige Sarah, der lørdag aften var forsvundet lidt nord fra Aalborg, blev fundet af Forsvarets helikopterberedskab. Nu viser de en video af, hvordan det gik til.
Henter afspiller ...
Foto fra det infrarøde kamera på helikopteren. Foto: Helicopter Wing Karup/Forsvaret

I de timer lille Simon kom til verden i favnen på far og mor, Michael og Karina Mariager fra Hals i Nordjylland lørdag aften, forsvandt hans storesøster Sarah fra bedsteforældrenes gård.

Sammen med den 2-årige hund “Manfred”, var hun væk i tre timer, inden hun blev fundet i mørket af Forsvarets helikopterbesætning. De deler nu en video af redningsaktionen, hvor man kan se netop det, som helikopterens besætning kunne se på det infrarøde kamera.

Forsvarets hjemmeside fortæller systemoperatør og sergent Ida fra Eskadrille 722, Helicopter Wing Karup, hvordan hun oplevede redningen af Sarah 

- Under eftersøgning i mørke anvender besætningen night vision udstyr og systemoperatøren et infrarødt kamera. Forholdene til at bruge disse værktøjer var utrolig gode. Vi kunne derfor se fugle på vandet og masser af rådyr i området, hvilket er godt, da det giver en god fornemmelse af størrelsesforhold og varmekilder, siger hun til hjemmesiden.

Artiklen fortsætter under videoen.

Helikopteren koordinerede eftersøgningen med politiets indsatsleder og begyndte to kilometer fra Sarahs bopæl. 

- Efter at kystlinje og vådområder var gennemsøgt, søgte vi fra havnen og op mod pigens bopæl. Vi havde kun netop koordineret med politiet, at vi ville lægge primært fokus på de åbne områder, da vi på vores infrarøde kamera kunne se en hund og ved siden af denne endnu en varmekilde, som mest lignede en sten, fortæller sergent Ida, der ikke har oplyst sit efternavn, på Forsvarets egen hjemmeside.

Det var den lille pige og hunden, der på det tidspunkt havde været væk i tre timer.

- Den lille Sarah var gået cirka 1,5 kilometer, hendes gummistøvler var fyldt med mudder, hun var kold og våd, men hun var ved godt mod. Sarah og redderen blev enige om, at hun havde en god historie at fortælle nede i børnehaven. Da vi lettede, kunne vi se den lykkelige genforening mellem mor og datter, fortæller sergent Ida.

Sarah har haft lidt ondt i sit ene ben efterfølgende og har en hævelse ved sit ene øje ud over et par mindre rifter.

 

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.