Opdateret kl. 10:39
År efter år har skiftende regeringer præsenteret den såkaldte ghettoliste, og søndag er den offentliggjort for tiende år i træk.
Der er 28 boligområder på den nye liste, oplyser Transport- og Boligministeriet. Det er et område mindre end sidste år.
Der er tre boligområder, som ikke længere opfylder kriterierne, mens der er to nye såkaldte ghettoområder.
De tre boligområder er Gadelandet/Husumgård i København, Charlotteager i Høje Taastrup og Ellekonebakken i Viborg.
Korskærparken i Fredericia er tilbage på listen, fordi andelen af beboere med ikkevestlig baggrund er steget. I Karlemoseparken i Køge er andelen af dømte steget.
Listen har blandt andet betydning for, om boligområder skal rive boliger ned, og hvem der må bo i de almene boliger.
Den såkaldte ghettoliste vurderer alle almene boligområder med mindst 1000 beboere.
Områderne måles blandt andet på andelen af beboere uden for arbejdsmarkedet eller uddannelse, andelen af dømte kriminelle, samt hvor mange der ikke har anden uddannelse end grundskolen.
Antallet af udsatte boligområder er også opgjort. Det er i år på 40, mens der var 43 i 2018. Der er fortsat 15 af de "hårde ghettoområder".
Københavnsområdet
Lundtoftegade - København
Aldersrogade - København
Mjølnerparken - København
Tingbjerg/Utterslevhuse - København
Bispeparken - København
Hørgården - København
Tåstrupgård - Høje-Taastrup
Gadehavegård - Høje-Taastrup
Sjælland
Nøjsomhed/Sydvej - Helsingør
Karlemoseparken - Køge
Agervang - Holbæk
Ringparken - Slagelse
Motalavej - Slagelse
Lindholm - Guldborgsund
Fyn
Solbakken mv - Odense
Korsløkkeparken Øst - Odense
Vollsmose - Odense
Jylland
Nørager/Søstjernevej m.fl - Sønderborg
Stengårdsvej - Esbjerg
Korskærparken - Fredericia
Sundparken - Horsens
Munkebo - Kolding
Skovvejen/Skovparken - Kolding
Finlandsparken - Vejle
Resedavej/Nørrevang II - Silkeborg
Bispehaven - Aarhus
Skovgårdsparken - Aarhus
Gellerupparken/Toveshøj - Aarhus
/ritzau