Se billederne: Populær dansk musiker gift

Sangeren Rasmus Walter blev lørdag gift med kæresten, stylisten Barbara Gullstein, på Samsø.
Sangeren Rasmus Walter har sønnen Milo og datteren Luka sammen med stylisten Barbara Gullstein
Sangeren Rasmus Walter har sønnen Milo og datteren Luka sammen med stylisten Barbara Gullstein Foto: Sophia Juliane Lydolph/Scanpix

Lørdag satte den danske popmusiker Rasmus Walter, der er kendt for hits som "Endeløst" og "Verden i stå", en ring på fingeren af sin kæreste, stylisten Barbara Gullstein.

Det skete ved en vielsesceremoni på Samsø, hvor det lykkelige par tilbragte bryllupsdagen med venner og familie.

Det viser en række billeder på det sociale medie Instagram. Se dem her, her, her og her.

Flere af bryllupsgæsterne har delt billeder af de to turtelduer på den store dag under hashtagget "walterwedding17".

Et af billederne viser, at Rasmus Walter og hans udkårne blev viet i det fri, og man ser popcharmøren og stylisten knæle på et tæppe på det grønne græs, mens de sidder sammen med deres to fælles børn.

Lørdag formiddag delte bruden også et billede på Instagram. Her sidder hun med en buket lilla blomster, mens giver hun sønnen, Milo, et kys.

- Min dreng har givet mig blomster, skriver Barbara Gullstein til billedet og tilføjer hashtagget "Walterwedding2017".

Siden er det strømmet ind med lykønskninger til parret, der sammen har sønnen Milo og datteren Luka.

- Kæmpe tillykke smukke. Håber, at I får den mest vidunderlige, smukke dag, skriver tv-værten og forretningskvinden Andrea Elisabeth Rudolph eksempelvis i en kommentar.

Allerede fredag afslørede Barbara Gullstein på det sociale medie, at parret skulle give hinanden deres ja denne weekend, da hun delte et billede af sig selv og sin familie i Tranebjerg Kirke på Samsø.

- Så blev børnene velsignet. I morgen er det vores tur, skrev hun til billedet.

Rasmus Walter, der har deltaget i tv-programmet "Toppen af Poppen" og Barbara Gullstein har dannet par i flere år, og i december 2012 blev parret forældre til deres første barn.

Popcharmøren var tidligere forsanger i bandet Grand Avenue, og i 2011 udgav han sit første soloalbum.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.