Et boligkvarter i Sao Paulo blev onsdag raseret af en voldsom brand, der brændte mindst 100 hjem ned til grunden i Brasiliens største by.
Det lokale brandvæsen var hurtigt fremme i det fattige slumområde, en såkaldt favela, hvor ilden blev slukket inden for en time, efter den brød ud.
Myndighederne oplyser, at liget af en person efterfølgende blev fundet, men at personen onsdag endnu ikke var blevet identificeret, lige som årsagen til branden stadig var ukendt.
Branden i det østlige Sao Paulo er den seneste af en lang række voldsomme brande i Brasiliens fattige favelaer, hvor brandsikkerheden ofte bliver kritiseret for at være mangelfuld, og hvor uautoriserede, primitive opkoblinger på strømnettet ofte udgør en alvorlig brandrisiko. Medvirkende: Dansk tilrettelæggelse: Sune Skallerup Sørensen