Landsholdsmålmand Kasper Schmeichel bliver i øjeblikket sat i forbindelse med et skifte fra Leicester City til den kommende Premier League-klub Hull.
Keeperen er dog ikke meget for at forholde sig til historien, der er blevet bragt af Sky Sports.
- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det.
- Jeg har bare været i Danmark, slappet af og gjort mig klar til landsholdssamlingen, siger den 26-årige målmand, der onsdag mødte op på KB's anlæg i København for at forberede sig til de kommende landskampe mod Georgien og Armenien.
Leicester City missede modsat Hull oprykningen til Premier League i den netop afsluttede sæson i Englands næstbedste række. Og Schmeichel vil da gerne rykke et niveau op.
- Premier League er målet for alle. Men jeg forholder mig ikke til rygter.
- Det kommer ikke mig ved lige nu. Jeg er Leicester-spiller og forsøger stadigvæk at komme mig over, hvad der skete, siger målmanden.
Leicester City nåede frem til semifinalen i kampen om en playoff-plads til Premier League, hvor holdet på dramatisk vis blev slået af Watford. De to hold var på vej ud i forlænget spilletid i returkampen, da Watford scorede i overtiden.
Watford tabte senere playoff-finalen til Crystal Palace, der rykker op i Premier League sammen med Cardiff og Hull.
/ritzau/