Tour-legenden Lance Armstrongs tidligere chef og den nuværende manager for Radioschack-Nissan-holdet, Johan Bruyneel, vil kæmpe for at bevise sin uskyld i forhold til de dopinganklager, der er rettet imod ham.
Bruyneel har anmodet det amerikanske antidopingagentur (Usada) om at få sin sag for en voldgiftsdomstol.
Alternativet for belgieren ville være at acceptere en straf, som i sidste ende ville kunne betyde et endeligt farvel til cykelsporten for Bruyneel.
- Jeg kan bekræfte, at jeg har anmodet om en voldgiftshøring, hvor jeg vil udfordre Usadas beskyldninger mod mig, siger Bruyneel på sin egen hjemmeside.
I en voldgiftssag skal der fremlægges beviser og afhøres vidner, hvorefter et uafhængigt høringspanel afgør sagens udfald.
Det kan betyde, at Lance Armstrong også bliver bedt om at vidne mod sin tidligere chef.
- Det er mit håb, at et rigtigt funderet og upartisk høringspanel vil bekræfte, at sagen aldrig nogensinde skulle være kommet så langt, siger Bruyneel, som ikke vil kommentere sagen yderligere.
Usada mener at have beviser for, at Bruyneel, Armstrong og fire andre inden for cykelsporten har været involveret i dopingbrug i perioden 1998-2011.
Tre af de anklagede, herunder den italienske læge Michele Ferrari, er allerede blevet idømt livsvarige karantæner.
Bruyneel er blevet hjemme fra årets Tour de France på grund af anklagerne imod ham.
/ritzau/