Allerede i sommer fortalte den succesrige skuespillerinde i et interview til talkshow-værten David Letterman, at en af hendes visdomstænder skulle hives ud af gabet.
Og for få uger siden gjorde hun alvor af snakken, tog til tandlægen og fik tanden rykket ud.
Men fordi tanden ikke duer i munden, betyder det ikke, at den er komplet værdiløs. Faktisk er tanden blevet mere værd, efter den har forladt skønhedens mund. Scarlett har nemlig fået sin ubrugelige visdomstand dyppet i guld, sat i et smykke og hæftet på en halskæde.
Fik også massage
Og det helt unikke smykke har altså hendes elskede Ryan, der blandt andet er kendt fra filmen Smokin Aces, nu fået foræret.
Gaven fik han da de to helt privat fejrede hans fødselsdag på Chateau Marmont Hotel i Los Angeles en uges tid før selve dagen.
Ud over den lille guldtand fik Ryan en lækker gang kropsmassage i fødselsdagsgave af sin 22 år gamle kæreste.
De to elskende har været sammen siden april måned, og forholdet bliver stadig hedere.
Scarlett har for været i Canada for at møde Ryans forældre, og rygterne svirrer om, at de to kan være blevet forlovet.