Der er ambitioner på Team Saxo Bank, selvom det danske hold kører Giro d'Italia uden stjerner i truppen, og en af ambitionerne bærer Mads Christensen rundt på.
Den 28-årige dansker har bjergtrøjen som et mål - om ikke for hele løbet så for nogle dage.
- Klassementet tænker jeg ikke på. Jeg tror, det er lidt for stor en mundfuld. Jeg tror, det er bedre at bruge kræfterne på alle de andre ting end klassementet. Bjergtrøjen kunne det godt være - men det er et langt løb, siger Mads Christensen.
Mads Christensen, der blev kåret som årets talent i 2004 i kølvandet på en lovende U/23-karriere, mistede lysten til cykelsport, efter han - måske lidt for tidligt - var skiftet til belgiske Quick-Step i 2005.
Fra 2011 vendte han tilbage på topniveau hos Team Saxo Bank, hvor det er gået godt. Holdchef Bjarne Riis deler Christensens forventninger til det italienske etapeløb.
- Jeg vil ikke lægge for stort et pres på ham, men det bliver sjovt at følge ham.
- Jeg tænker ikke specifikt på klassement her, men hvis han kan køre fornuftigt med i bjergene og måske køre efter et par etapesejre. Det mener jeg absolut er inden for rækkevidde, siger Bjarne Riis.
Men den tidligere Glud & Marstrand-rytter kommer ikke til at køre med om noget på de danske etaper, og han afslører nødigt sin plan for Giroen.
- Jeg er lidt påpasselig med at sige, hvad målene er. Men jeg bliver nødt til at se, hvordan det udvikler sig, og hvem der har kontrollen med løbet.
- Det er noget med at komme i udbrud og se på de etaper, der kunne passe til mig, siger Mads Christensen.
I årets udgave af Baskerlandet Rundt vandt danskeren bjergtrøjen.