Saudi-Arabien dømmer fem til døden for drabet på Khashoggi

I oktober moindedes borgere i Istanbul drabet på den saudiske journalist Jamal Khashoggi. Han blev året inden henrettet og parteret på det saudiske konsulat i byen af en specialgruppe, der var fløjet op fra Saudi-Arabien. (Foto: Yasin Akgul/Ritzau Scanpix)

Saudi-Arabiens kronprins, der mistænkes for rolle ved drab på saudisk journalist, var ikke anklaget i sag.

Den offentlige anklager i Saudi-Arabien oplyser, at fem er dømt til døden for drabet på journalisten Jamal Khashoggi.

Det rapporterer en lang række internationale nyhedsmedier.

- Domstolen afsagde dødsdomme mod fem mænd, som direkte tog del i drabet, lyder det i en erklæring fra anklagemyndigheden ifølge AFP.

Tre andre personer er sammenlagt idømt 24 års fængsel for deres andel i forbrydelsen.

Saudi-Arabien kronprins, Mohammad bin Salman, som i internationale kredse mistænkes for at være den egentlige bagmand, har ikke været anklaget i sagen.

Hans tidligere nærmeste rådgiver Saud al-Qahtani har indgået i efterforskningen. Men der blev ikke rejst sigtelse mod ham, og han har fået lov til at gå.

Khashoggi blev myrdet, da han 2. oktober sidste år gik ind på det saudiske konsulat i den tyrkiske storby Istanbul.

Her skulle han hente nogle papirer i forbindelse med et ægteskab, han var ved at indgå. Inde på konsulatet ventede en saudisk henrettelsesgruppe på Khashoggi. De kvalte ham og skar ham siden i småstykker, har den tyrkiske efterretningstjeneste afsløret.

Den amerikanske efterretningstjeneste CIA konstaterede måneden efter i en rapport, at det var kronprins bin Salman, der havde givet ordrer til at slå Khashoggi ihjel.

Den saudiske journalist, der var amerikansk statsborger, havde skrevet kritisk om den måde, som kronprinsen og kong Salman forvaltede deres magt i Saudi-Arabien.

Han skrev faste kommentarer i avisen Washington Post.

Dommene i Saudi-Arabien vil formentlig igen skærpe opmærksomheden om den rolle, som kronprins bin Salman spillede.

Men om det vil få en praktisk konsekvens for kongedømmet er usikkert. Saudi-Arabien nærmeste allierede i Vesten er USA.

Her har præsident Donald Trump ikke vist vilje til at gå hårdere til værks over for kronprinsen trods sin egen efterretningstjenestes vurdering af sagen.

/ritzau/