Den nyudnævnte erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) afviser ligesom sin forgænger at sætte en stopper for de risikable korte flekslån, som danskerne har taget til sig i stor stil.
Det selvom Danske Banks topchef Eivind Kolding for nylig opfordrede regeringen til at regulere lånene, som ifølge kritikere risikerer at sætte dansk økonomi over styr.
- De er kommet for at blive. Det, at folk kan låne 100 kroner til den billigst mulige penge, det er fornuftigt. Det afgørende er, hvordan man kreditvurderer de mennesker, som man bevilger lånene til. Der skal vi lægge trykket ind.
Det siger Henrik Sass Larsen til epn.dk.
At Danske Banks topchef Eivind Kolding foreslog regeringen at forbyde de attraktive lån, som banken selv har udstedt i stor stil, begriber den nye minister ikke.
- Jeg forstår ikke, hvorfor han har det synspunkt. Det afgørende er ikke, om du låner pengene ud som F1 eller F3. Det afgørende er den kreditvurdering, som du giver de mennesker, der kommer og vil låne. Der skal vi sætte ind, siger Henrik Sass Larsen.
Henrik Sass Larsen er dermed helt på linje med sin forgænger på erhvervsposten, SF-formand Annette Vilhelmsen.
Annette Vilhelmsen sagde i sidste uge til Ritzau, at regeringen ikke har planer om at efterkomme Danske Banks ønske om hjælp til at regulere de korte boliglån med variabel rente.
- Når det er sagt, så står jeg altid til rådighed for at drøfte situationen med sektoren.
- Det vigtigste er, at vi hele tiden har tillid til og ro omkring vores boligmarked. Jeg har ganske stor tillid til vores danske realkreditsystem, som jeg synes er sundt og stabilt, lød det.
Ifølge topchefen i Danske Bank, Eivind Kolding, er det for svært for sektoren selv at nedbringe andelen af de korte flekslån til et acceptabelt niveau, som ikke sætter dansk økonomi over styr.
En afvisning af F1-lån risikerer nemlig at drive kunder i armene på konkurrenterne, hvis der ikke gælder et samlet forbud.
/ritzau/