Sangerinden Saseline Sørensen har siden 2008 båret på en hemmelighed, som kun hendes allernærmeste kreds af familie og venner har kendt til.
Men i et stort interview med MSN Stars afslører hun nu de grimmeste sider af fortiden med ekskæresten Frederik Fetterlein. Et turbulent forhold, der tvang hende helt ud på kanten.
Så langt ud, at hun i 2008 valgte at pakke sin kuffert og tog parrets fælles søn, Sean, under armen. Næste stop var et kvindehjem.
- Jeg var ude i en ekstrem situation. Jeg havde en kuffert og min søn, ingen lejlighed, ingen penge, intet arbejde. Det var alt sammen et clash af, at jeg befandt mig i en situation, hvor jeg ikke kunne komme væk fra Frederik, fortæller Saseline Sørensen til MSN Stars.
Fetterlein var nemlig ikke i særlig høj grad afklaret med, at sangerinden ikke længere havde lyst til at danne par.
- Jeg havde i en periode på otte måneder boet hos forskellige veninder og familie, men jeg kunne ikke slippe af med Frederik, som prøvede at gøre alt for at holde mig i et forhold, han længe inden allerede havde ødelagt. Jeg var fastlåst med en mand, som både fortalte venner og pressen, at vi stadig var et par, når virkeligheden så meget anderledes ud, siger den 31-årige model og sangerinde.
Saseline Sørensen bebrejder dog ikke Frederik Fetterlein, at han nær havde kostet sønnen Sean et godt forhold til begge sine forældre. Det var også en dårlig tid i hans liv, forklarer hun.
Parret gik hver til sit i september 2008, blot syv måneder efter sønnens fødsel.
Newspaq