Det norske flyselskab Widerøe skal sælges, for at luftfartsselskabet SAS kan få enderne til at nå sammen i den storstilede spareplan, som selskabet har sat i værk.
Og det ser ud til, at det vil lykkes for SAS at få solgt Widerøe.
Koncernchefen hos SAS, Rickard Gustafson, fortæller til Ritzau Finans, at selskabet er i "intense" forhandlinger med flere mulige købere.
- Jeg kan bare sige, at der er et højt tempo i forhandlingerne, og vi er i intensive diskussioner med flere interessenter, siger Rickard Gustafson.
Af selskabets kvartalsregnskab, der blev offentliggjort fredag, fremgår det, at der er en proces i gang med at få salget i luften.
Widerøe stod for omkring en niendedel af SAS Gruppens samlede omsætning på omkring ni milliarder kroner. Widerøe gav et plus på driften på 35 millioner kroner, hvor hele SAS fik et minus på over en halv milliard kroner.
En mulig køber til Widerøe er Braathen Aviation. Og selskabet har tidligere været ude med meldinger om, at man kunne udvikle Widerøe som en regional spiller sammen med Braathen i flyselskabet.
Af andre mulige købere har også været nævnt Flybe samt Torghatten ASA. Samlet regner SAS med at få 2,7 milliarder kroner svarende til tre milliarder svenske kroner i kassen for frasalg af blandt andet datterselskaber.
Indtil nu har man fået 700-750 millioner svenske kroner i kassen for salg af nogle flymotorer. Så der resterer stadigvæk 2,3 milliarder svenske kroner, før man er i mål med spareplanen.
SAS har netop indgået aftale med Swissport om et fremtidigt salg af Ground Handling, der er blevet bogført til 850 millioner svenske kroner. Men Sydbanks analytiker Jacob Pedersen vil blive "ekstremt overrasket", hvis SAS får så meget for Ground Handling.
Samtidig er han ikke sikker på, at Widerøe vil indbringe nok til, at man når sparemålet:
- Salgsprisen for Wiederøe kommer nok til at ligge på 1-1,5 milliarder svenske kroner, hvor jeg ligger i den nedre ende - og det bringer altså ikke SAS op på de tre milliarder svenske kroner, siger analytikeren.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.