Flykoncernen SAS skal slankes for at overleve.
En af pindene i den omfattende spareplan, som SAS præsenterede mandag morgen, er, at man nu fyrer 800 administrative ansatte.
De 800 stillinger skal findes i både Sverige, Norge og Danmark. Men SAS oplyser ikke konkret, hvor mange færre der skal være i hvert land efter gennemførsel af spareplanen.
At man kan være så mange færre kan ske, fordi man vil flytte flere arbejdsopgaver til hovedkontoret i Sverige.
Derved centraliserer man i SAS og beholder kun "nødvendige" funktioner i Danmark og Norge.
I samme omgang vil antallet af ledere blive reduceret markant.
Ud over at der nu skal skæres dybt i laget i administrationen, kan det øvrige personale se frem til, at de kommer til at arbejde på ændrede vilkår. SAS har gjort op med gamle lukrative overenskomster og skåret fedtet fra.
Blandt andet reduceres grundlønnen med 15 procent, og pensionsordningerne tilpasses det øvrige arbejdsmarked. Samtidig sættes der loft over, hvor meget en SAS-ansat må arbejde.
I fremtiden er det heller ikke muligt at indregne transport som en del af arbejdstiden. Flyvende personale skal som udgangspunkt være ansat det sted, de flyver ud fra.
"Man kan således ikke længere lade sig flyve fra hjemmebasen til den base, der skal flyves ud fra og lade dette tælle som en del af arbejdstiden", skriver SAS i spareplanen.
SAS oplyser, at aftalerne er drøftet med de faglige organisationer, og også medarbejderne er blevet informeret om indholdet, da aftalerne ændrer store dele af de oprindelige overenskomster.
Ud over de 800 administrative skal SAS gå fra at have 15.000 ansatte til 9000. Det skal ske ved outsourcing, effektiviseringer og frasalg, blandt andet af datterselskabet Widerøe.