Ugifte par, der bor sammen, skal ikke længere forsørge hinanden. Det er en del af den aftale, som et rødt hold i går præsenterede som statens husholdningsbudget det kommende år.
Det betyder, at danske par, hvor den ene part har mistet sin kontanthjælp, nu igen får en bedre forsørgelsesgrundlag.
En af dem er Sanne Erikstrup. Hun havde planer om at flytte fra sin kæreste Jørgen, som - på grund af den gensidige forsøgerpligt - var tvunget til at betale alt for hende. Nu kan de blive sammen.
“Selvom alt er en kamp for mig i øjeblikket, så er jeg virkelig glad for at jeg ikke behøver flytte. Jeg havde endnu ikke nået at finde et andet sted at bo, men jeg var ved at blive meget deprimeret,” siger Sanne Erikstrup.
Knokler røven ud af bukserne
Sanne Erikstrup hører til blandt de tusindvis af danskere, der er gledet ud af dagpengesystemet. Hun er syg, på kontanthjælp og blev desuden ramt af den gensidige forsørgerpligt, der skulle ligestille ugifte par med ægtepar. Det betød, at Sannes kontanthjælp på 7.400 kroner om måneden røg, fordi Jørgen skulle forsørge hende.
Noget der satte parret i en ekstremt presset situation.
“Jeg har kunnet mærke på ham, at det gjorde ham ked af det, at han ikke kan betale sine regninger, selvom han har et fuldtidsjob og knokler røven ud af bukserne, fortæller Sanne.
Derfor var hendes plan at flytte fra ham, så hun igen kunne modtage kontanthjælp.
“Jeg ville flytte - både for hans skyld og min egen. Du mister også noget af din identitet ved at være hundrede procent afhængig af et andet menneske,” siger Sanne Erikstrup.
"Jeg har snerret mere"
Men den nye politiske aftale bliver den gensidige forsørgerpligt halvt afskaffet fra den 1. januar 2015 og er helt udfaset fra 1. januar 2016.
Sanne Erikstrup er glad for, at “hun nu ikke behøver pakke sydfrugterne,” som hun siger.
“Vi har jo snerret mere af hinanden - eller jeg har snerret mere af Jørgen - end jeg plejer. Nu får vi det bedre, for det her har presset os begge to. Nu kan vi se frem til 2016,” siger Sanne Erikstrup.