Den islandske sangerinde Björk har længe døjet med en lidelse på stemmebåndet, der har tvunget hende til at aflyse flere koncerter.
Men nu er stemmen ligeså god, som den var, før hun blev syg, siger Björk selv, efter at hun har fået fjernet en polyp i halsen med laserkirurgi.
- Kirurgi styrer!, jublede hun blandt andet på sin hjemmeside ifølge Ekstra Bladet.
Den 47-årige sangerinde er i øjeblikket aktuel med remix-albummet 'bastards', som blandet andre Death Grips og Matthew Herbert optræder på. Tidligere har hun blandt andet storhittet med numrene 'All is Full Of Love', 'Play Dead' og 'Venus As A Boy'.
Björk besøgte Danmark så sent som i juli måned, da hun lukkede Orange Scene på Roskilde Festival.
Kilde: Ekstra Bladet