Sangerinde overvejer at sælge livsværk: "Jeg har ofret alt"

- Jeg kan ikke gøre mere. Jeg har gjort alt og sat mig selv 100 procent til side, siger Dot Wessman til BT. (Foto: Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix (arkiv))

Bakkens Hvile taber gæster og Dot Wessman har viet sit liv til sin hjerneskadede datter.

60-årige Dot Wessman overvejer at afvikle den ikoniske sangerindepavillon Bakkens Hvile på Dyrehavsbakken.

Det fortæller hun i et interview med BT.

Fornylig satte hun Damhus Kroen til salg og for et par år siden solgte hun og eksmanden, Tommy Wessman, Damhus Tivoli.

Det var datteren Johannes ulykke i 2015, hvor hun som 21-årig kørte galt og pådrog sig en hjerneskade, som ændrede Dot Wessmans planer for fremtiden.

Og med en svigtende interesse for sangerinderne på det over 140 år gamle underholdningssted er Dot Wessman begyndt kun at se få år frem i tiden.

- Jeg har skrevet kontrakt med en koreograf og en ny syngepige til næste år, men derfra ved jeg faktisk ikke. Der er snart ikke mere, jeg kan finde på at gøre. For jeg har ofret alt. Hele mit liv og mine dage. Også de sidste tre år efter min datters ulykke. Så må jeg jo bare indse, at der bare ikke er brug for det. Jeg kan ikke gøre mere. Jeg har gjort alt og sat mig selv 100 procent til side, siger Dot Wessman til BT.

Sammen med mor og Morten

Dot Wessman har valgt ikke at lade datteren bo på et hjem, men har i stedet fået hende hjem i et nyrenoveret palæ i Charlottenlund. Her bor Dot Wessman og datteren sammen med Dots kæreste, den 23 år yngre DF-politiker Morten Messerschmidt, og Dot Wessmans mor på 85 år.

- Jeg ville ikke kunne leve med, at hun boede sådan et sted. Jeg må gøre alt, hvad jeg kan - fremfor at hun sidder et sted, hvor vi kommer forbi med en kage indimellem. Man er nødt til at tage sit ansvar på sig.