Liberal Alliance må skyde en hvid pind efter de historiske skattelettelser, der indtil for ganske nylig ellers var et ultimativt krav for regeringspartiet.
- Det er ikke et nederlag. Et nederlag er, når skatterne stiger, slår partileder Anders Samuelsen (LA) fast.
For en måned siden truede LA med ikke at stemme for finansloven, hvis ikke der forinden var landet en skatteaftale med historisk store skattelettelser.
Skatteaftalen udeblev, men LA stemte som bekendt alligevel for finansloven.
På et pressemøde 18. december udtalte Anders Samuelsen:
- Jeg har aftalt med statsministeren, at regeringen umiddelbart efter Folketingets juleferie øjeblikkeligt indkalder til fortsatte forhandlinger om ikke bare en skatteaftale, men en ambitiøs skatteaftale.
Men den aftale er her 22 dage senere ophævet. Det meddelte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et pressemøde tirsdag middag.
- Vi kan konstatere, at på nuværende tidspunkt er der ikke et flertal i Folketinget for at lette skatten for ganske almindelige hårdtarbejdende danskere, siger Anders Samuelsen.
Han betoner i samme åndedrag, at LA's ambitionsniveau er uændret.
- Vi ønsker stadig at lette skatten på arbejde. Vi kan bare ikke gøre det lige nu.
- Vi havde håbet at kunne sluge en stor skatteelefant på én gang. Nu tager vi den i små bidder.
Samuelsen mener ikke, at LA har indkasseret et nederlag. I stedet fokuserer han på de afgifter, regeringen har sløjet eller sat ned: Registreringsafgiften, skatten på fri telefon, turen over Storebælt.
- Der er allerede vedtaget en lang stribe af skattelettelser. Nu kommer der en til, siger han med henvisning til, at regeringen vil koncentrere sig om skattelettelser for de allerlaveste indkomster.
Regeringen vil forsøge at nå til enighed om at lette skatten for de laveste indkomster med knap en milliard kroner. Det er penge, der stammer fra kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen.
Derudover kommer der justeringer af pensionssystemet, der skal sikre, at det bedre kan betale sig at spare op.
De 2,5 milliarder kroner, der er afsat til det, stammer fra fremrykkede skatteindtægter - altså at skatten af pensionsindbetalinger i højere grad skal betales på indbetalingstidspunktet, i stedet for når opsparingen udbetales.
Men Samuelsen tæller alligevel de 2,5 milliarder med som skattelettelser. Skatten bliver lettet for 3,5 milliarder, fastslår han.
/ritzau/