59 ansatte på Bang & Olufsens hovedkontor i Struer er i dag blevet afskediget. Det fortæller TV MidtVest.
Det er anden gang inden for 13 måneder, at producenten af luksuselektronik må skære ned i staben.
Denne gang går det ud over funktionærer. En del er fyret med omgående virkning, resten forvinder senest til september.
Fyringerne er en konsekvens af den samarbejdsaftale med sydkoreanske LG, som B&O indgik sidste år, forklarer HR-direktør Christian Iversen.
- Opsigelserne i dag kommer som en følge af, at vi hos Bang & Olufsen fremover i højere grad vil arbejde sammen med partnere som for eksempel LG for at få adgang til de teknologier og kompetencer, som disse partnere har, hedder det.
Fyringerne betyder, at der fremover kun vil være 600 ansatte hos B&O i Struer. Derudover har man 150 ansatte i Lyngby.
Det er langt færre, end de 3.000 ansatte, som virksomheden havde for cirka 30 år siden.
/ritzau/