Der er konstateret salmonella i et parti kyllingebrystfilet, som er solgt flere steder i landet. Det oplyser fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om kyllingebrystfilet uden inderfilet fra producenten Dencon Foods A/S til 130-180 gram.
Fileterne er blandt andet solgt til en række cateringsfirmaer i København, Holstebro, Ribe og Skanderborg.
Salmonellabakterien kan - hvis kødet ikke gennemsteges - give blandt andet opkast, mavesmerter, feber og diarré, og for ældre og svækkede personer kan infektionen være meget farlig.
Pakkerne har varenummer 4-1170 K og er mærket med sidste anvendelsesdato 05-02-2016. De har autorisationsnummer PL 14130502 WE.