Sagsbehandler tvang højgravide Anne til at søge job

Anne Ersgaard håber at få revalidering, men har måttet vente længe på svar. (Foto: Foto: Scanpix/Shutterstock)

Anne Liv Ersgaard vil gerne i job. Men en mangelfuld sagsbehandling betyder, at hun i dag sidder frustreret tilbage.

- Da jeg var gravid i 8. måned oprettede en sagsbehandler mig på jobnet og satte mig til at søge arbejde, men helt ærligt: Hvem ønsker at ansætte en, som er gravid?

Sådan spørger Anne Liv Ersgaard. Men det er bare en af de ting, som Anne Liv Ersgaard undrer sig over. Efter et frustrerende forløb hos Vordingborg Kommune, har hun besluttet sig for, at nok skal være nok, skriver Sjællandske Medier.  Hun er gået til tasterne og skrevet et åbent brev til politikere.

Og det har vakt deres interesse.

Anne Liv Ersgaard søgte for to år siden revalidering, fordi hun gerne ville have hjælp til at finde vejen tilbage til arbejdsmarkedet. Hendes drøm er at blive finansøkonom.

Hun søgte om revalidering og var til møde med Vordingborg Kommune 1. september 2015. Først i februar 2016 fik hun indkaldelse til et møde hos kommunen igen – og det skete først efter, at Anne Ersgaard selv ringede kommunen op for at høre, hvad der skete.

Der skulle altså gå et halvt år, før kommunen fulgte op på hendes ansøgning om revalidering, og i dag er der stadig ikke kommet nogen afklaring på ansøgningen.

Seks forskellige sagsbehandlere på to år

En anden frustration er, at hun siden 2015 har haft seks forskellige sagsbehandlere. Der fulgte aldrig en begrundelse med, om hvorfor hun skulle have en ny, og det frustrerer Anne Liv Ersgaard.

- Jeg ved ikke, hvorfor der skulle gå så lang tid. Det er også en af de ting, jeg er frustreret over. Jeg vil bare gerne have hjælp, så jeg kan blive selvforsørgende, siger Anne Liv Ersgaard til Sjællandske Medier. 

Formand for udvalget for uddannelse og arbejdsmarked John Pwlik (DF) har læst Anne Liv Ersgaards brev og svarer tilbage, at de har drøftet sagen og mener, der muligvis er sket en fejl. Sagen vil blive taget op til næste udvalgsmøde, hvor han tager en samtale med de relevante personer, skriver han.

Også medlem af udvalget Poul A. Larsen (S) har læst Anne Liv Ersgaards brev. Han svarer tilbage, at både politikere og embedsværket er meget kede af forløbet, hvis det er som beskrevet.