Siden december har en syrisk mand siddet varetægtsfængslet mistænkt for at planlægge terror i København.
En sag mod en syrisk mand, som er sigtet for at planlægge terror i København, begynder formentlig til november.
Den 31-årige mand blev varetægtsfængslet i sagen kort før jul, og hans fængsling er siden blevet forlænget et utal af gange.
Anklagemyndigheden har endnu ikke rejst tiltale, men efterforskningen af sagen er nået så langt, at sagen er blevet forhåndsberammet.
Den skal efter planen behandles over syv dage i Københavns Byret, oplyser anklager Sonja Hedegaard.
Den første dag er 30. november, mens den sidste dag ventes at være 14. januar.
Senest fik den 31-årige forlænget sin varetægtsfængsling til 3. september.
Varetægtsfængslingen kan maksimalt forlænges fire uger ad gangen, og derfor skal en dommer hver fjerde uge altså tage stilling til, om man fortsat kan holde en mistænkt fængslet.
Foreløbig er samtlige retsmøder mod ham foregået bag lukkede døre. Derfor er det uvist, hvordan beviserne mod ham ser ud.
Anklager Sonja Hedegaard ønsker heller ikke at uddybe sagen nærmere. Dog siger hun om den lange efterforskning, at det erfaringsmæssigt tager lang tid at efterforske terrorsager.
Det er politiets opfattelse, at manden, der er asylansøger i Sverige, var i ledtog med en 21-årig landsmand, der i sommer blev idømt fængsel af en tysk domstol i samme sag. Her lød straffen på fængsel i seks et halvt år.
Ifølge sigtelsen, som er rejst af anklagemyndigheden ved Københavns Politi, havde syrerne til hensigt først at overfalde vilkårlige personer med knive. Herefter ville de detonere en eller flere bomber.
Planerne blev dog forpurret, da den 21-årige blev afvist ved grænsen til Danmark og siden anholdt af tysk politi.
Under retssagen i Tyskland mod den 21-årige kom det frem, at det var Islamisk Stat (IS), der etablerede kontakten mellem de to syrere.
Det blev også dokumenteret, hvordan den 21-årige i en korrespondance med IS havde erklæret sig parat til at dræbe i gruppens navn.
/ritzau/