Når den fede julemad de kommende dage gør nogle tunge og småtriste, så er der måske håb at hente i helt ny dansk forskning.
Den tyder på, at uskadelige mælkesyrebakterier kan forebygge depression, der udspringer af fed mad og for usund levevis.
Kan resultatet fra dyreforsøg overføres til mennesker, kan det i fremtiden få stor betydning for behandling af især lettere depressioner.
Dyrestudier fra Aarhus Universitet peger på, at mikroorganismer, såkaldte probiotika, der normalt gør gavn i tarmen, også påvirker hjernen eller beskytter mod depression.
På Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet blev rotter fodret med ekstra fedt, fiberløst foder.
En del af rotterne fik dog samtidig probiotika, primært bestående af mælkesyrebakterier, i deres drikkevand.
Rotterne, der kun fik fed føde, udviklede depressionslignede adfærd.
Men hos rotter, der samtidig fik mælkesyrebakterier i vandet, opvejede det følgevirkningerne af den usunde kost.
- De seneste fem-ti år man opdaget, hvor meget tarmbakterier betyder for hele kroppen. Her har vi påvist, at indtagelse af mælkesyrebakterier modvirker depressiv adfærd forbundet med fed kost, siger læge Anders Abildgaard, der har lavet studiet som led i sin ph.d.-afhandling.
Depression er dermed måske ikke kun et resultat af kemiske ubalancer i hjernen. Tarmbakterierne kan også spille en vigtig rolle.
Rotter uden probiotika viste sig at have et øget antal hvide blodceller i hjernevævet. Det kan være tegn på kronisk betændelsestilstand, som også ses i fedtvæv og lever ved overvægtige og diabetikere.
- Det kan tyde på, at probiotika blandt andet virker ved at omprogrammere immunsystemet. Det gør resultatet interessant for depressionsbehandling, hvis det kan overføres til især mennesker med livsstilssygdomme, siger Anders Abildgaard.
/ritzau/