Når politikerne på Christiansborg diskuterer, om pensionsalderen skal sættes op, dagpengeperioden sættes ned eller SU'en beskæres, så bliver forslagene sendt en tur gennem Finansministeriets regnemaskiner.
De er baseret på den økonomiske model Adam, som ministeriet sidste år sendte til serviceeftersyn for at være sikker på, at modellen tager højde for den nyeste forskning.
Her kan du læse om Adam-modellen:
* Adam står for Annual Danish Aggregate Model.
* Det er en makroøkonomisk model af dansk økonomi.
* Modellen er udviklet af Modelgruppen i Danmarks Statistik.
* Den giver en forenklet matematisk beskrivelse af den danske økonomis virkemåde.
* Den kan blandt andet forudsige økonomiske udviklingstendenser og beregne effekter af økonomisk-politiske indgreb.
* Det teoretiske grundlag er det, økonomer betegner som en "syntese", hvilket er en sammensmeltning af keynesiansk og neoklassisk teori. Det vil sige, at produktionen og beskæftigelsen på kort sigt er bestemt af efterspørgslen og på lang sigt af udbuddet.
* Adams hovedbrugere er de økonomiske ministerier. Men modellen benyttes også af en række interesseorganisationer og pengeinstitutter.
* Modellen består af en række "adfærdsbeskrivende ligninger". De fodres med data fra blandt andet nationalregnskabet.
* Modellen er under løbende udvikling. Med et til to års mellemrum udsendes nye modelversioner. Men det kan være oftere. For eksempel hvis der sker store revisioner i nationalregnskabet.
Kilde: Danmarks Statistik.
/ritzau/